Det Gode Og Sunde Liv

Intimitet og samliv

Intimitet og samliv

Mange oplever at åndenød og nedsat energi, har betydning for samliv og intimitet med deres partner. Der kan være mange grunde til, at der kan opstå problemer med sexlivet, når man lever med en lungesygdom. Det er helt normalt, og det kan have både fysiske og psykiske årsager.

Her finder du gode råd fra overlæge og lungespecialist Martin Døssing, som har hjulpet mange lungepatienter med sex- og parforhold.

  • Tal om det og bryd tabuet
    For mange med kronisk sygdom er seksualitet et tabu. Men der er god grund til at tale om det, da undersøgelser viser, at du tackler din kroniske sygdom bedre og oplever mere livskvalitet, når dit intime liv fungerer godt.
    Det bedste råd er, at du ikke skal vente på, at andre spørger ind til emnet, heller ikke sundhedsfaglige kontaktpersoner. Hvis du oplever problemer eller usikkerhed af nogen art, skal du spørge.
  • Lav jeres egne aftaler om sex
    Har du problemer med vejrtrækningen, kan det virke ubehageligt for dig at kysse. Det kan også være du oplever ubehag ved din krop, og ikke har meget overskud til at være noget for din partner.
    Særligt hvis du er mand, kan det give præstations problemer, fordi du måske føler, at det er dig, der skal tage initiativet til sex. Lange tungekys er forbundet med intimitet, men det kan give kvælnings fornemmelser, hvis du i forvejen har svært ved at få vejret. Så må man undgå den slags kys og kysse på en anden måde eller gøre noget andet i stedet. Budskabet er, at hvis den ene part er alvorligt lungesyg, så kan det blive nødvendigt at skabe en helt ny og fælles dagsorden. Simpelthen lave sine egne aftaler om sex og samvær.
  • Ha’ sex når du har mest energi
    Måske har du lige som de fleste andre, der lever med en lungesygdom, mest energi midt på dagen. Måske kan det derfor give mening for dig med sex midt på dagen og måske inden frokosten. Både at spise og fordøje kræver nemlig ekstra kræfter, når vejrtrækningen driller. Det kan også være nødvendigt for dig at tage tage et sug af bronkieudvidende medicin inden sex. Tryk her for at se eksempler på energibesparende samlejestillinger.
  • Gi’ medicinen et tjek
    En del medicin, som bruges i behandlingen af lungesygdomme, kan have bivirkninger, som forhindrer rejsning hos manden. Det gælder blandt andet lægemidler som binyrebarkhormon, blodtryksænkende medicin og piller mod depression.
    Det kan derfor være en rigtig god idé, hvis du oplever rejsnings problemer at tage en snak med lægen og give medicinen et tjek og evt. udskifte til et andet præparat med færre bivirkninger. Din læge kan også henvise dig til hjælpemidler, der kan løse de fysiske problemer. Oplever du problemer med åndenød, kan du en ½ til 1 time før samleje tage medicin, der udvider luftvejene – det kan både forbedre din fysiske præstation og øge trygheden.
  • Sex uden samleje
    Det kan virke uromantisk at aftale på forhånd, hvornår og hvordan man skal have sex, men hvis både du og din partner er indstillet på det, så kan det lade sig gøre.
    Og uanset om det er samleje eller bare en anden form for sex eller nærhed, så er det afgørende for at bevare livskvaliteten. Det behøver nemlig ikke være decideret sex eller samleje.
    Måske er det rigtige for dig ikke at have samleje – i første omgang. I begyndelsen handler det om at få etableret en ny kontakt mellem dig og din partner. At få jer til at tale åbent om disse ting. Når samleje er udelukket, så giver det særligt manden frihed til at nærme sig sin partner uden at føle sig presset. Langt de fleste kan genoptage sexlivet i en eller anden form, og det øger livskvaliteten for begge parter i forholdet. Men din og din partners åbenhed er en forudsætning for at kunne løse problemet. Derfor skal du bryde tabuet.

Herunder kan du høre Pias fortælling om, hvordan hun bevarer intimiteten i sit parforhold.

Denne film er produceret af Københavns Kommune i samarbejde med Lungeforeningen. Pia, som optræder i filmen, mistede sin mand Jørn kort efter optagelserne var færdige. Pia er meget glad for filmen, og det er efter hendes ønske, at den fortsat er tilgængelig.

Måske vil du, ligesom mange andre med en lungesygdom, gerne blive bedre til:

  • At kunne gennemføre samleje med den mindste grad af anstrengelse
  • At blive mere tryg ved vejrtrækningen i forbindelse med sex
  • At tage stressen ud af samlejen

Tryk her for at se gode råd til, hvordan du holder gang i samlivet med KOL.

Kilde: Lungeforeningen